Én ting er sikkert med Wendel, du aner aldrig hvor du har ham. Glem alt om spilmønstre og en analytisk tilgang til fodboldspillet. Thomas har sin suverænt egen indgangsvinkel. Hvad der på os andre virker umuligt, agerer som katalysator for Wendels vilje til at modbevise, hvad der af almindelige mennesker tilskrives en høj grad af utopi. Mange gange har man med åben mund og polypper fulgt Wendel angribe og afslutte i de mest uoverkommelige situationer…for dernæst at skyde bolden i mål til scoring.

Der er sågar opkaldt en finte efter ham. Den ser så tilfældig og umulig ud, at det kun er ham selv der fatter udfaldet. Den går ud på at sparke bolden ind i modstanderens ben, hvorefter den suser ind på hans eget skinneben, og slutteligt ryger forbi modspilleren. Tilbage er nu blot at spæne efter kuglen!

Hvad enten Wendel har fået 14, 15 eller 16 genstande dagen før i byen, kan man altid være sikker på, at han nok skal give alt hvad han har i sig på banen. Bevares, det er ikke altid der er så meget overskud tilbage, men Thomas giver ikke op uden kamp, og det er klubben evigt taknemmelig for. Det eneste man umiddelbart kan klandre ham for, er at han spiller for få kampe. 10 kampe om året er det blevet til i snit, og når man så læser at han scorer hver anden kamp, kan man ikke undlade at tænke på, at Rubicons muligheder for sejr stiger når han melder sig klar til kamp.