(
1 - 0 ) ____________________________________________________________________________________________ |
||||||||||||||||||||
________________________________________________ OM FODBOLDORKESTERET Deres to sidste sæsoner har resulteret i følgende: 2008
(Mester-rækken) 2009
(A-række - Samme række som os) Vi spillede 1-1 med den i det første indbyrdes møde, og vandt returen med 10-5. ________________________________________________ REFERAT Sæsonen er i gang, venner! Det samme kan siges om pointhøsten, skønt det ’kun’ blev til et enkelt point i første omgang. Men uden ’rigtig’ keeper, anfører samt flere rutinerede spillere der ikke kunne deltage, kan man ikke forvente tre point hver gang. Lindhardt ofrede sig igen-igen og tog målmandshandskerne på, og for det skal der naturligvis lyde et ”mange tak” herfra. Pudsigt nok var 2009-sæsonens sidste kamp mod netop Fodboldorkesteret (FO). Vi sluttede af med at give dem en lussing på 10-5, og jeg havde set frem til at vi måske kunne gentage succesen. Den opmærksomme læser har allerede bemærket at der stod 0-1 ved halvleg, så det var ikke just målscoringer vi væltede os i de første 30 minutter. Til gengæld havde vi en del målCHANCER. Sidst mod FO lavede Rene tre mål i sin ellers korte periode som angriber, så han fik chancen i de midterste ti minutter af første halvleg. Han kom hurtigt til to gode chancer, men afslutningsmæssigt var det ikke Rene’s dag. De centrale midtbanespillere til rådighed var Peter, Boysen og Kjær, hvilket burde give en del spil langs jorden på og omkring midten. Det gjorde det også i perioder, men lidt for ofte lossede vi bolden alt for meget. Især ved målspark og andre spilstop, var der ikke mange spilmuligheder set fra pladsen som bagerste mand. Det var risikobetonet at begynde at trille bolden da vi ikke fik revet os løs fra markeringerne, så bolden fik et los i røven og blev sendt langt frem. Det medførte en del spil i luften samt hovedstødsdueller. To ting vi ikke mestrer som sådan. Bedste spillere i dag var uden tvivl Kjær og Peter, der var hjernen bag vores chancer, men samtidig også var den vitale motor i den defensive fight midt på banen. Skønt Kjær er den eneste der krediteres for at være med i alle tre mål, så havde både han og Peter fødder med i de afgørende situationer. Jeg er sikker på Kjær mugger over ikke at have scoret et par mål, idet han skabte og brændte flere chancer. Men det er nu fair nok at være lidt rusten, når det er et halvt år siden man sidst har snøret støvlerne. Allerede i første halvleg brændte det på foran FO’a mål. Flere forsøg af hhv. Rene, Jonas og Kjær kunne sagtens være endt med scoring. Vores forsøg endte dog oftest ved siden af målet, så vi fik ikke testet keeperen for alvor. Dette viste sig at være dobbelt bittert, da det var en markspiller de havde på kassen. Ja, de var også mødt op til sæsonstart uden ’rigtig’ keeper. Klassisk! I stedet endte det som det alt for ofte gør, nemlig med at modstanderen laver et heldigt/tilfældigt mål og kommer foran. FO angriber i vores venstre side, og kommer med fart over stepperne. Et næsten fladt indlæg sendes ind blandt venner og fjender, og ender med at finde sit hjem i sidenettet bag målstregen. Da dommeren fløjter til pause et par minutter senere, kan jeg gnavent konstatere at vi burde have ført 3-0, men i stedet var bagud med 0-1. Nederen. Vi kom ud til anden halvleg med troen på sejr intakt. Vi skulle bare blive ved, så skulle målene nok komme. Kjær var første målscorer, efter glimrende samspil med især Jonas, der med en fiks hæl fik sat Kjær i scene, og alle tiders Rubicon-topscorer kunne let bringe balance i regnskabet. Sådan! Godt lavet, og vigtigt vi kom på 1-1 frem for pludselig at være bagud med to. Vi kom dog bagud på ny, da jeg efter noget klump- og forvirringsspil i vores straffesparksfelt, overmatches i en hovedstødsduel tæt under mål, og en FO-spiller pander bolden ind til 2-1 til hjemmeholdet. Bolden var dog knapt givet op på ny, da Peter og Kjær stormer direkte ned og scorer til 2-2. Der var vitterligt tale om, at bolden blev givet op, og 20 sekunder senere lå den i FO’s mål. Det er SÅ meget sjovere at komme fra baghjul to gange, end det er at blive hentet et tilsvarende antal gange, så det var bestemt os der havde medvind nu. Ud over rygstød, smilede Hr. Held også til os, da Peter scorer på et ellers relativt ufarligt skudforsøg. FO havde skiftet keeper i halvlegen, og den nye mand havde helt sikkert gerne været den tjans foruden, for han var ikke i sit rette element da han undgik at afværge Peters forsøg. Men vi fra Rubicon kunne smile, for nu var det endelig os der var foran for første gang i kampen. Det skulle dog ikke holde. Trætheden var begyndt at indfinde sig, og helt grelt blev det, da både Peter og Kjær var ude og trække luft på samme tid. Spilstationerne var pludselig ikke-eksisterende, og vi mistede bolden så snart den var vundet. I den periode kom FO frem til mere og mere, og de skulle helt sikkert have scoret minimum ét mål, da de tæt ved brager en afslutning af sted. Heldigvis var det mere saft og kraft end der var vinkel på afslutningen, så bolden blev sendt over mål. Tættest på scoring i slutfasen kom Boysen, der sendte et glimrende afslutning af sted fra distancen, men bolden endte med at lave en stolpe-ud og IKKE stolpe-ind. FO ender med at score på en udmærket udført kontra. FO-spilleren presses ellers godt af Boysen, men Boysen bliver for en sjælden gangs skyld den mindste i duellen, og FO kommer frem til chance som de scorer på. Som Boysen sagde, så kunne han altid have lavet et frispark i stedet, men personligt er jeg nu glad for han ikke gjorde det, da han ellers nemt kunne være blevet præsenteret for det røde kort. Med to minutter igen får FO et gult kort, efter en glidende tackling på Kjær. De sidste sandkorn løber dog gennem timeglasset uden vi kommer til den afgørende chance, og det ender altså med at begge hold kan tage et point med sig i tabellen. Næste kamp spilles på lørdag, og det er mod de gamle kendinge fra AC Forza. Vi har mødt dem de sidste to sæsoner, hvor det er blevet til hhv. 6-5, 2-4, 2-1 og 3-7. Det kan altså gå begge veje, men vi giver os i hvert fald ikke uden kamp. Forza Rubicon! Referat af Nicki Rasmussen ________________________________________________ ________________________________________________ |
|
Målscorere (assist)
_______________________________ Dagens spiller : Peter X _______________________________ Gult kort : FO (58 min) Rødt kort : Ingen _______________________________ Tilskuere : Ingen _______________________________ |
||||||||||||||||||